| Uddrag af Lov om visse forbrugeraftaler
(Dørsalg mv., fjernsalg, og løbende tjenesteydelser, fortrydelsesret ved bestillingskøb og i forsikringsaftaler)
(Forbrugeraftaleloven)
Fortrydelsesret
§ 12. Ved fjernsalg kan forbrugeren træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med §§ 12 a og 12 b (fortrydelsesret).
Stk. 2. Ved fjernsalg af tjenesteydelser samt ved fjernsalg af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret kun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, når forbrugeren forinden har givet samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen m.v. inden fortrydelsesfristens udløb.Denne begrænsning i fortrydelsesretten gælder dog ikke, hvis den pågældende aftale vedrører løbende levering og er indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.
Stk. 3. Ved aftale om køb af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret kun, så længe forbrugeren ikke har brudt forseglingen.
§ 12 a. Vil forbrugeren ved køb af varer eller aftale om løbende levering af varer bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren opfylde de betingelser, der er anført i stk. 3, 1. og 2. pkt., henholdsvis stk. 5, 1. og 2. pkt., senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter:
1) Den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde, eller
2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde.
Stk. 3. Med undtagelse af de i stk. 5 nævnte tilfælde skal forbrugeren ved aftale om køb af varer eller løbende levering af varer tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til den erhvervsdrivende. Benytter forbrugeren forsendelse, er det tilstrækkeligt, at han inden fortrydelsesfristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse.
Stk. 4. Omkostningerne ved at sende varen tilbage til den erhvervsdrivende påhviler forbrugeren. Har den erhvervsdrivende i henhold til aftalen leveret en erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelse dog den erhvervsdrivende.
Stk. 5. Har den erhvervsdrivende påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, skal forbrugeren underrette sælgeren om, at han vil bruge fortrydelsesretten. Det samme gælder ved aftale om løbende levering af varer, der er beregnet til engangsbrug, jf. stk. 3. § 6, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse.
Stk. 6. I de i stk. 3 nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 7. I de i stk. 5, 1. pkt., nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 12 b. Vil forbrugeren ved aftale om tjenesteydelser eller løbende levering af tjenesteydelser bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren underrette den erhvervsdrivende herom senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter:
1) Den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået, eller
2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået.
Stk. 3. § 6, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 12 c. Træder forbrugeren tilbage fra aftalen efter §§ 12-12 b, kan den erhvervsdrivende ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren.
Stk. 2. Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. I de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske, så snart den erhvervsdrivende har modtaget varen og haft lejlighed til at undersøge den. I de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske snarest muligt efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende, og § 9, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest efter 30 dage, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Fristen regnes i de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde fra den dag, den erhvervsdrivende har modtaget varen, og i de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde fra den dag, forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.
Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftalen
§ 12 d. Medmindre andet er aftalt, skal den erhvervsdrivende levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav bestilling eller tilbud.
Stk. 2. Misligholder den erhvervsdrivende aftalen på grund af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres, kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er af væsentlig betydning for ham, og den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren herom. Aftalevilkår, hvorefter forbrugeren bærer risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen som helhed ikke kan leveres, er ikke bindende.
Stk. 3. Hæver forbrugeren aftalen i medfør af stk. 2, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest muligt efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævelsen. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest 30 dage efter, at forbrugerens meddelelse er kommet frem, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling m.v.
|